October 13th, 2015.

Officially on holiday but had to go to Copenhagen for a meeting, if only because I’d forgotten to book that holiday in the company calendar and thus the day was fair game, apparently. Didn’t mind too much – solid reading and resting in the train, had needed both. Slept poorly last night, likely because I was tired and happened to rest during the day yesterday. And maybe because I slept in N’s room, because I wanted to ensure V got a healthy night’s rest before taking the kids to Funen for the Autumn holiday. Reading ‘The Singularity is Near’. Exciting stuff. High LIX-number, though, there’s only so much biomedical and astrological concepts and quantum mechanics I can grasp. So tend to focus on the philosophical aspects, which thankfully also abounds. A good one.

Electrician came by and installed the new power table in the basement, so I’m good to begin work on moulding the floor. Such a slow process, this, but bottom line is that I’m saving a lot of money by doing it myself, so will keep on doing just that. Because, well, I haven’t enough money. Amiable guy, and 3½ hours was all it took.

Tomorrow Dennis might stop by, am helping him design a moon cart or whatever for his latest project. Was not too proud of myself for agreeing to it, I haven’t the skills. But hopefully his visit will assist in dumbing down the endeavor so that I might actually be of some assistance. Will be good to see him again, though. Maybe he’ll even be of help to yours truly, in the fixing-the-house sense.

Getting colder now. V left the dog behind, so I’m walking it and it’s raining, and the cold creeps up. It’ll get worse. I like it, though. You draw sharp breaths of it, and it’s refreshing. I remember going out with my class-mates in Hobro around winter-time. I recall the yellow streetlight on the greyish snow, and the tucking up of collars. The depositing of beer-bottles before hitting the town. The camradarie, the sense of belonging to a group. I fought hard for it, and it proved worth that while, for as long as it lasted. In hindsight I was lucky. That class, those times, I needed that – a defining time. I won’t claim to have done it as well as those other boys, but my best was apparently good enough to have them care for me; invite me to parties, include me in them, offer a couch for the night. And I thrived for a long while on that. I would wish for all young men at that age to have a similiar time.

Think it was good timing for K, to find the Autumn holiday now. One particular incident in school had her down, and it seems its just the development of a pattern we’re seeing, here. So having her girlfriend Emma with her for a few days, no scholarly obligations, will surely be good for her. About the shool, well, lots and lots of talking with V on the issue, nothing as yet resolved. I’m enclosing, for future documentation, the transcript of my comms with her teachers. Maybe in some years ahead she’ll be reading this and get the impression that we actually cared, and tried to do something about it.

Transcript in Danish:

Morten Nørgaard (Kirstine 5C) skriver den 08-10-2015:
Hej Thomas.

Kirstine refererer til en episode i går, onsdag, hvor hun var udsat for et drilleri af en art.

Jeg kan forstå at det blev afsluttet med et indgreb fra din side. Så tak for det.

Jeg har dog svært ved at få en konkret forklaring på hvad der afstedkom det og hvem der var involveret – hvad er dit ‘take’ på det?

Thomas Junne skriver den 08-10-2015:
Hej Morten

jeg havde også svært ved at finde hoved og hale i det. Jeg kan forstå, at et par af drengene havde hevet Kirstine i rottehalerne, og at de ikke stoppede, da de blev bedt om det.
Det jeg reagerede på, var at en af de andre drenge pludselig stod og råbte hende ind i hovedet og drillede hende med at hun var ked af det.
Det viste sig senere, at han faktisk havde forsøgt at trøste Kirstine, men fordi hun allerede var igang med at reagere – og fordi det ikke er en adfærd, pigerne normalt kan forvente af ham – blev han skubbet væk, og reagerede så på den meget uheldige måde, jeg beskrev.

Jeg ved ikke hvorfor drengene får den idé at de skal hive i håret – kulturen i klassen, som vi knokler hårdt på at få ændret, er at det er så normalt at opføre sig grimt overfor andre, at det bare er noget man gør.
Men der blev givet en undskyldning fra en af de involverede, som godt kunne se at han selv havde være ude om at blive revet af Kirstine i processen.

Vi er igang med at få mobiliseret skolens eksperter og få set på, hvad vi mere kan gøre – men det er en sej kamp, og jeg har den dybeste respekt for, at de elever der er i klassen for at lære noget, og gør en indsats på den konto, holder ud.

Jeg håber det hjalp lidt på opklaringen.

mvh Thomas

Morten Nørgaard skriver den 09-10-2015:

Hej Thomas, CC Matilde,

tak for dit udtømmende svar.

Jeg er både glad og ked af at høre fra du og Matilde for så vidt uroen i 5.C.: på den ene side er jeg glad for at høre at der stadig er meget larm og støj i klassen. På den anden side er jeg glad for at høre den ærlige udmelding, dersom jeres forgængere havde det med at male et for rosenrødt billede i forhold til de faktiske omstændigheder.

Jeg har i tidligere tider her i dette forum støttet de urolige elementer i klassen – Mugata, Tobias P, hvem har vi – når andre forældre påpegede problemet og skosede skolen for den manglende indsats. Jeg har støttet dem fordi jeg troede på at de ville modnes, og i de større klasser være i stand til at følge den almindelige undervisning. Men jeg må indrømme at jeg fortryder den støtte nu; jeg kan ikke længere se at når problemet har været der i 2.C, 3.C, 4.C og nu 5.C, ja så er der nok heller ikke meget der ændrer sig i 6.C eller 7.C. Omend 8 elever der gennem tiden er stoppet taler sit tydelige sprog om en klasse, der har så massive problemer at skolen melder fortabt.

Beklager min disillusion.

Omkring Kirstine: Vi, min hustru og jeg, ser en nedadgående humørkurve. Kirstine er en pige, der reagerer på dårlig stemninger. Hun vil kunne gå i en del dage og holde det i sig, men på et tidspunkt vil trykket blive for stort. Så får hun en sygedag – når hun græder om morgenen og ikke kan overskue dagen. Typisk i forbindelse med et planlagt gruppearbejde der involverer urolige drenge, der ikke vil tage gruppearbejdet seriøst – hvor hun så skal på overarbejde omkring dét at få gruppen til at hænge sammen. Og hvor hun bagefter bliver presset til at sige at de andre i gruppen skam har ydet deres, og skal se på at de fr ros at læreren for ikke at have præsteret noget som helst; den eksakte uretfærdighed lader til at gå hende rigtigt på.

Så, ja, vi holder hende hjemme for at hun kan få lov til at lade mentalt op, så at sige. Det er vi ikke de eneste, der gør: hvis Kirstines ord skal stå til troende, er det samme tilfældet for hendes tætteste veninder, Cecilie og Celina.

Er det forkert af os? Sandsynligvis. Folkeskolen er lovpligtig. Men hvad kan man gøre. Vi er oprigtigt bange for at skoletrætheden skal sætte sig fast. Det forekommer, ja, grotesk: dem der synes det er fedt at gå i skolen, hvor de kan sætte gang i den, er dem der er mindst disponeret for at drage nytte af undervisningen. Mens én som Kirstine, der gerne vil undervisningen, og synes det er fedt at lære og blive undervist, og er en af dem der virkelig kan bidrage i skolen, synes det er lort at gå i skole – undskyld mit sprogbrug – fordi hun er ved at være noget så skoletræt. Frygten er at den skoletræthed skal bide sig fast også ud over folkeskolen – at hun blive så skoleskadet at hun ikke fremover vil være motiveret for at lære. Så hverken hun eller samfundet vil få noget ud af det potentiale, der måtte være.

Jeg er almindeligvis optimistisk omkring mangt og meget. Så, igen, beklager min disillusion. Jeg er klar over at I opererer under nogle rammer der gør at I ikke har mulighed, og næppe til få det, for at gøre noget ved problemet. Problemerne har været der før jer, og de vil være der efter jer. Her i 5.C, givet uroens historik og dét at eleverne nu er så gamle at deres sociale kompetencer har bidt sig fast, er det antageligvis for sent. Jeg håber at I ikke lader jer det gå meget på; jeg fik et godt indtryk af jer til forældremødet, af jeres energi og drive, som jeg tror årgangen har savnet lidt.

Der er 2 konkrete ting, jeg vil bede jer om:

1) Sæt Kirstine væk fra de urolige drenge. Så langt væk som muligt. Vi oplever det som en markant variabel faktor i hendes skoleliv.

2) Pres hende ikke ind i støttepædagog-rollen. De tidligere klasseledelser har misbrugt hende på det plan: at hun, med sit gode gemyt, skulle være med til at yde en positiv indflydelse på de urolige drenge. Giv Kirstine en opgave og hun vil forsøge at løse den så godt som hun overhovedet kan – men denne opgave kan hun ikke løse, og det skal hun heller ikke – hendes rolle er som elev, ikke hjælpelærer. Det er prøvet for meget, og det knækker hende. Vi så det alt, alt for meget i forbindelse med gruppearbejder i 3. og 4. klasse: “sæt Kirstine sammen med nogle af de urolige, så vil det hjælpe til at dæmpe dem ned og få de bedste ud af dem.” Men det fungerer kun fordi hun gør vold på sig selv.

Jeg beklager den lange tekst. Jeg må åbenbart have noget på hjerte. Jeg ville sædvanligvis slutte af med et konstruktivt bidrag, men disse er brugt i tidligere skoleår. Jeg vil gerne tro at vi, som familie, har prøvet en del for at få samspillet i klassen til at køre. Min hustru og jeg har været i forældrerådet og været med til at arrangere sammenkomster, Kirstine havde alle pigerne til pyjamas-party i forbindelse med sin fødselsdag. Så jeg har ikke så meget at byde ind med, desværre. Det er en folkeskole, der er væsentligt anderledes end i min tid. Dengang ydede den skole, jeg gik i, sanktioner. Elever der ikke sad stille? Sæt dem oppe foran i klassen, så læreren har deres kontinuérlige bevågenhed. Stadig ikke stille? Udenfor døren med dem. Elever der er sendt udenfor døren, men stadig tér sig? Send dem hjem. Elever der har været sendt hjem, men stadig tér sig? Send dem hjem i en uge – de bliver nok ikke bedre, men det gør det muligt for de andre elever at modtage undervisning imens. Jeg antager at I ikke har disse former for sanktion til rådighed i dag – ellers ville de givet vis have været bragt i spil i de tidligere skoleår. Jeg vil gerne anerkende at det må være en hård kamp for jer: Inklusion uden tilhørende ressourcer, en folkeskole der skal rumme alle – men hvor de ressourcestærke elever af ressourcestærke forældre foretrækker privatskolerne, og ‘overlader’ det til folkeskolen at inkorporere elever, der ellers ville have gået i specialklasser, i den regulære skolegang. Det virker ikke som rimelige arbejdsforhold. Dine egne ord, Thomas, omformuleret til lejligheden; “jeg har den dybeste respekt for, at de lærere der er i klassen for at undervise, og gør en indsats på den konto, holder ud”.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s